Header

Hvor dybt kan vi dykke ?

Et af de spørgsmål vi oftest stilles er: Hvor dybt kan Nautilus dykke ?

Takket være sin solide konstruktion med skrogplader på 15 mm tykkelse og en ringe spanteafstand har Nautilus en beregnet teoretisk dykkedybde på 470 meter. Det er den dybde, hvor skroget ifølge beregninger kan forventes at bryde sammen på grund af vandtrykket. Dette stiger som bekendt med 1 bar for hver 10 meters dybde. Man kunne finde på at påpege, at NAUTILUS’ koøjer var et problem, men selv om ubåden har flere større og mindre koøjer, så er rudeglasset alle steder så tykt, at brudstyrken faktisk overstiger skrogets øvrige dele.

Selvfølgelig er de 470 meter ikke en dybde vi ønsker at opsøge eller bare komme i nærheden af. Det kan da heller ikke lade sig gøre i danske farvande, hvor der på det dybeste sted blot er 81 meter til bunden, og hvor den gennemsnitlige vanddybde kun er på 15 meter. Nautilus har tidligere været nede på omkring 40 meters dybde.

Af sikkerhedsgrunde har vi besluttet aldrig at gå dybere end 100 meter, og det kun hvis det tjener et formål. Af samme grund vil vi heller ikke lægge kurser over farvandsområder, hvor vanddybden er angivet til over 100 meter. Neddykket sejlads vil typisk kunne veksle mellem periskopdybde (som også er snorkeldybde) og såkaldt ”sikker dybde”, hvilket vil sige en dybde, hvor risikoen for at blive påsejlet af et overfladeskib er elimineret. Nautilus periskopdybde er ca. 3 meter.