Header

En onsdag aften i Ubådsværftet.

August 22nd, 2014 | Posted by Jesper in Uncategorized - (Comments Off)

Det var en sand fornøjelse at være “til ubåd” i går onsdag. Steen Lorck og jeg fik den samme tanke stort set samtidig, da vi stod inde ved arbejdsbordet i HAB. Den tanke der slog ned i os begge var: “Jamen, det her er jo sådan det lyder på et skibsværft!” Det er en af disse aftener man bliver mindet om hvorfor slæbet som formand er det hele værd, og lidt til.

Alex var for gud ved hvilken gang i gang med at forsøge at slide alle vores kompressorer op ved at fjerne gammel maling og rustskaller i Nautilus med nålehammer, så der var en konstant ringen af stål mod stål ude i gården. Martin fik rytmisk rumlen ud af fræseren under sit arbejde med at fræse de tykke stålplader til kompressormotoren. Per bød ind med sagte underspillet lejeraslen over fra drejebænken, mens at værktøjet til koøjerammeafslibning for alvor begyndte at tage form. Allan var både til plade-rasle lyde, blå-hvidt lys og gnister da han modificerede et pladebukkeværktøj og tog fat på at få afskærmningspladerne ude ved skruen. Jesper var på svejseværk og slibning under komponeringen af det nye udstødningsrør. Emil bankede, filede og svejsede også på de nye fuldt bevægelige beslag til 24V LED arbejdslys i maskinrummet. Lili var “slet ikke til stede” selvom jeg kunne have svoret på at have hørt hendes ukuelige og smittende latter rundt omkring i skyggerne. Undertegnede var selv noget anonym, sådan rent værftstøjsmæssigt, da en tuning af en nålehammer med Y-slange og fittings uden tryktab, samt noget ekstra halogen-lys til udendørs ubådsarbejde i den kommende mørke periode ikke siger ret meget. Steen dukkede vanligt op og sikrede med det kølige overblik at alt skred forsvarligt fremad.

Alt i alt en fantastisk aften med støjende beviser på at arbejdet med vores elskede sorte dame skrider godt fremad. Vi kan faktisk godt tillade os at være lidt småstolte af indsatsen og vores vedholdenhed. Det her kan altså blive stort, hvis vi kan holde det nuværende aktivitetsniveau.

Skrevet af Jacob.